tilbud

Subtitle

Få 3 gratis tilbud på håndværkeropgaver

Det gælder for alle landes byhistorie, at vi kender byernes indbyggertal meget bedre end det samlede indbyggertal, men alligevel er det vanskeligt at vide præcis, hvor mange der boede i byerne. Der er dog en vis enighed om, at byernes andel af befolkningstallet i Europa 1500-1800 voksede fra ca. 8-9 pct. til ca. 12 pct. I det nordlige og vestlige Europa gik byerne endnu mere frem, fra ca. 6 til 15 pct. Den danske udvikling tåler ikke sammenligning med 3 tilbud ved denne overordnede europæiske udvikling. 

I et længere perspektiv var perioden mellem reformationen og industrialiseringen kendetegnet ved svag eller stagneret urbanisering. Forud var gået middelalderens etablering af det primære bylandskab - søkøbstæderne og de noget færre indlandskøbstæder - og senere fulgte både dannelsen af et sekundært bylandskab - stationsbyerne og øvrige rurale småbyer - og en konsolidering af det primære bylandskab i form af mange købstæders industrialisering. Det er ikke mindst i det lys, at barokkens, klassicismens og romantikkens købstæder fremstår som vegeterende. 

I 1600 var der 81 byer i kongeriget, af hvilke de 27 lå i sundprovinserne. I årene herefter blev der anlagt flere nye byer, men de fleste af disse var fæstningsbyer, der i sagens natur lå ved havet i de norske, svenske og slesvig-holstenske områder. Generelt må man formode, at byudviklingen har været positiv. Fra 1570 til 1625 herskede der fred med undtagelse af Kalmarkrigen 1611-1613, og de økonomiske konjunkturer var i byerhvervenes favør. Købstæderne fastholdt sandsynligvis deres økonomiske tilbud på niveau fra 1625 frem til ca. 1650, hvor pest og ikke mindst krigene 1657-1660 satte dem stærkt tilbage. 

De første sikre befolkningsoplysninger er fra 1672, hvor 62 købstæder efter tabet af de svenske landsdele rummede hen ved 112.000 mennesker, svarende til ca. 24 pct. af befolkningen. I 1769, 1801 og 1840 var urbaniseringsgraden stabil omkring 20 pct. Fra 1801 til 1840 steg bybefolkningen fra 194.000 til 264.000 og i 1860 til 377.000. Årene omkring 1840 markerer et faseskifte, idet bybefolkningen nu voksede mere end landdistrikternes befolkning. Væksten faldt både på hovedstaden og provinskøbstæderne, men den var ikke jævnt fordelt, idet provinsens købstæder havde større årlig tilvækst end hovedstaden 1801-1860. 

Når byudviklingen nu var bemærkelsesværdigt konstant i Danmark ca. 1600-1800, må man spørge, om det overhovedet giver mening at tale om urbanisering i denne periode? Svaret ligger i at udvide begrebet og ikke i at afvise det. Jan de Vries har angivet urbaniseringens 3 tilbud med dimensioner. Den første af disse er den demogrufiske proces, der fører til byvækst gennem vandring fra land til by. Den anden dimension er den adfærdrmæssige proces, der fører til, at bykultur udbredes til mennesker i eller uden for byerne. 

Den tredje dimension er den strukturelle proces, der bevirker, at funktioner koncentreres i byer og derfra gennem byernes netværk kommer i berøring med andre bysamfund. Tæt forbundet hermed er forholdet mellem stat og bysamfundf i Danmark falder klart uden for den demogrufis/te urbanisering. Det understreges af, at de Vries arbejder med et bykriterium på 10.000 indbyggere og derfor kun har København med i sin analyse af den europæiske udvikling. Af de tre processer var først og fremmest den strukturelle urbanisering og ikke mindst dens politiske dimension kendetegnende for perioden mellem middelalderen og industrialiseringen. 

I Danmark etableredes den tidligt-moderne bureaukratiske territorialstat sig med én by, residensstaden, som ubestridt midtpunkt. Danmark falder her inden for det samme mønster som eksempelvis de 3 tilbud som de fleste tyske byer uden for rækken af frie byer. For provinsbyerne under et var det derfor kræfter uden for deres egen umiddelbare kontrol, der afgjorde deres udvikling I en række lande gav dette trods alt byerne gode vækstmuligheder, når absolutismens regenter lod deres magt udfolde gennem en forvaltning, der i voksende grad var bundet til byer og ikke til landlige, feudale grupper. Men den afledte vækst fra København udeblev. I flere europæiske lande oplevede man en differentiering af bysystemet i form af fremvæksten af meget store byer. I Danmark fik man kun den ene, København.